Sommeren 1988. KIVIOQ ligger stille ved kutterkajen i Nuuk Havn, stadig mere forsømt. Fotograf ukendt.
KIVIOQs første private ejer drømmer om at sejle turister rundt i Sydvestgrønland med kutteren, men projektet strander på en privat fejde. I næsten fem år har skibet de facto sejlforbud og ligger stille i Nuuk Havn
En efterårsdag i 1979 blev KIVIOQ privatiseret. En dansk læge ved navn Jan Streit Christoffersen, bosat i Nuuk og ansat ved Dronning Ingrids Hospital, havde igennem nogle år brugt sine ferier og fridage på at vise turister rundt i Sydgrønland. Nu havde han hørt om kutteren KIVIOQ, der lå ubenyttet hen på værftet i Holsteinsborg, og han så for sig, hvordan han med sådan en kutter kunne vise Grønlands kyster og fjorde og isbjerge frem fra søsiden.
Hvordan det end gik til, så lykkedes det lægen at erhverve det indtil da statsejede skib (Søværnets Materiel Kommando), og ikke nok med det. For købsprisen på 157.000 kroner (det svarer omkring 800.000 i nutidskroner) fik lægen sammen med KIVIOQ udleveret en kasse indeholdende blandt andet underskrevet skibsskøde, skibets tilsynsbog, skibets bygningsattest, dansk nationalitetsbevis, internationalt målebrev samt internationalt lastelinie-certifikat. Desuden indeholdt kassen et afskrift af Marineministeriets brev fra 1936 til Geodætisk Institut (1).
I udbudsmaterialet havde Søværnets Materiel Kommando ellers understreget, at køber ikke skulle regne med “at få stillet tegninger eller andet oplysningsmateriale vedrørende kutteren til disposition.” (2).
Det har man tilsyneladende ikke været klar over hos Grønlands Geologiske Undersøgelser, der i august 1979 pænt sørgede for, at alle skibets papirer blev overdraget til den nye ejer (3).
Efterladte dagbogsnotater fra Jan Streit antyder, at lægen i første omgang fik hjælp af en god ven til at dække anskaffelsessummen. Jan Streit betalte selv 50.000 kroner kontant. Yderligere 58.000 kroner optog han som banklån.
Om de resterende 50.000 kroner er der nogen usikkerhed. Ifølge lægens dagbogsnotater blev pengene stillet til rådighed af den gode ven, inspektør ved Skibstilsynet i Nuuk Ivan Brink Nilsen. Der findes imellem de to mænd også et lånebevis (4) for 50.000 kroner, som senere er indfriet. Men ifølge handelsdokumenter og kvitteringer er det lægen, som alene har betalt købsprisen på 157.000 kroner. Også i CVR-registret er lægen anført som eneejer af det oprettede anpartsselskab Arctic Multisupply, som var skibets reelle ejer.
Hvorom alting er: KIVIOQ kom aldrig ud at sejle med turister. Årsagen hertil er, stadig ifølge lægens private dagbogsoptegnelser, at der opstod en konflikt mellem læge og skibsinspektør.
Fra lægens dagbog
Buddet på skibet blev indgivet umiddelbart før sommerferien, og sommerferien tilbragte Jan Streit og Ivan Brink Nielsen sammen med Jens Henrik Thimm Andersen med at sejle flodsejlads på Donau i Thimms og Brinks gummibåde. I følge lægens dagbog går der skår i glæden:
"Under denne tur blev Ivan B en dag temmelig fuld og i sin glæde over livet, turen og sine gode venner, fik vi et knus incl. min kone Astrid. Dette blev misforstået af Ivans kone, og siden talte hun ikke til Astrid. Forsøg på at forlige disse mislykkedes trods ihærdige forsøg fra Astrids side.”
Efter denne lidt uheldige start på samarbejdet erfarede lægen og inspektøren, at de havde vundet budrunden på KIVIOQ. Da Ivan Brink i følge sin stilling som skibsinspektør ikke kunne stå som medejer af et skib, der hørte under skibstilsynet, oprettede de to venner et anpartselskab, Arctic Multisupply. Skibsinspektøren ville gerne repræsenteres i selskabet af sin hustru, men det ville lægens hustru under ingen omstændigheder gå med til.
Præcis her begyndte alle forsøg på at få KIVIOQ synet og sejlklar at støde på grund. Månederne gik og gik, og selvom skibsinspektør og læge stadig i lægens opfattelse var gode venner, så opstod der ikke bare een, men mange uforklarlige forsinkelser i synsforretningen.
Fra dagbogen 1980-81:
"Resten af året (1979) gik med at sætte skibet i stand. I maj (1980) gik skibet til hovedsyn på værftet og blev i løbet af to dage besigtiget af en færing, der var afløser, og Lars Leander. Dette hovedsyn var afsluttet i maj og resulterede i en mangelliste som var fuldført i slutningen af juni.
Det var en temmelig omfattende liste, og naturligvis regnede vi med at når denne var fuldført ville skibet være sejlklart.
Anmeldelse til endeligt syn forelå 3 uger før første sejlads var planlagt, således at evt. fejl og mangler kunne udbedres inden da.
En uge før sejladserne var planlagt henvendte jeg mig til skibstilsynet (færingen) og sagde, at vi planlagde sejlads og vi derfor gerne ville have det afsluttende syn. Han sagde, at man desværre grundet sommerferie ikke havde tid, men at jeg kunne sejle og så få lavet synet efter tilbagekomst, når han fik tid.
Det syn fandt først sted 8/8 ved Ivan Brink, der i mellemtiden havde afløst færingen.
I stedet for en færdigmelding fik vi en ny omfattende mangelliste, incl. krav om montering af ny bundventil (extra) som var blevet glemt, da skibet blev besigtiget på værftet, og hvor en isætning ikke ville have været særlig problematisk.
Denne ny mangelliste var færdigudarbejdet og klar til besigtigelse ca. 10 dage efter incl. ny ventil.
Men vi måtte vente indtil (dato mangler) før næste syn.
I mellemtiden havde Ivan klart og uden tvivl tilkendegivet, at han var yderst skuffet over at hans kone ikke sad i bestyrelsen, og jeg gentog tidligere tilbud om at hans far kunne træde ind.
Efter dette syn fik vi en ny mangelliste som blev udbedret til den (dato mangler). Og ventede så på nyt syn som også trods mange henvendelser trak ud.
Denne fjerde mangelliste blev besigtiget, og alle punkter godkendt, og der blev ikke stillet flere krav.
Ivan brink oplyste, da vi bad om sejltilladelse, at en sådan ikke kunne gives, fordi der manglede nationalitetsbevis, og han havde stadig ikke haft tid til at lave stabilitetsberegninger for skibet under sejl.
Proceduren med at fremskaffe nationalitetsbeviset tog ca 4 måneder, og vi begærede derfor igen, da dette var fremkommet, sejltilladelse, da der fortsat ingen krav var til skibet.
Hertil oplyste Ivan Brink, at han ikke kunne huske sagen, og han derfor måtte lave nyt syn, når han fandt papirerne, som angivelig var blevet væk.
Der skete derfor ikke mere i 80."
Så blev det 1981
"I 1981 henvendte jeg mig gentagne gange til skibstilsynet i foråret for at få sejltilladelse. Men han havde ikke tid, der kom noget i vejen, og han kunne fortsat ikke finde papirerne, og beregningerne var endnu ikke lavet.
I begyndelsen af juni ankom Jens Henrik Thimm Andersen, og i fælleskab henvendte vi os på skibstilsynet hver uge fra midten af juni til midten af juli i et totalt forgæves forsøg på at få afholdt syn. Hvilket med de samme begrundelser som tidligere blev afvist. To lovede synsdatoer blev aflyst, og Ivan Brink udeblev fra et uden begrundelse.
Fra en fælles bekendt blev det oplyst, at Ivan havde udtalt at han nok skulle sørge for at jeg aldrig kom ud og sejle. Og med dette ophørte jeg med at henvende mig til Skibstilsynet.
Under Ivan Brinks ferie henvendte jeg mig igen, med det resultat, at man ikke kunne lave syn fordi det var Ivans sag, og man kendte ikke til den og i øvrigt ikke kunne finde mine papirer.
Under besøg hos Skibstilsynet klagede jeg min nød og spurgte hvad jeg skulle gøre, og fik oplyst at Ivan Brink skulle rejse og at man havde kendskab til sagen, men om jeg ikke kunne vente til han var rejst, og tale med hans afløser.
Den 17/12 henvendte jeg mig igen til skibstilsynet, for at få nedmålt skibet.
Jeg blev her bekendt med, at rapporten fra hovedsynet i maj endnu ikke var udfyldt eller registreret."
Nu er det nok ved at gå op for lægen, at hans tidligere ven trækker sagen ud. I dagbogen skriver han:
"Det er herefter mit indtryk:
1. At Ivan Brink Nielsen har benyttet sit embede og sin stilling til at genere mig og med alle midler forhindret KIVIOQ i at få en sejltilladelse.
2. At Ivan Brink Nielsen i sagen totalt har forsømt at holde styr på sagens akter, herunder har undladt at udfylde synsrapporter og at registrere syn der er foretaget.
3. At Ivan Brink Nielsen uberettiget har undladt at udstede fartcertificat, uagtet at alle påpegede mangler er rettet. Under henvisning til manglende Nationalitetsbevis.
4. At Ivan Brink Nielsen bevidst efter dette bevis fremkomst har sagt, at han ikke kunne huske sagen, og stillet krav om nyt syn, fordi "han ikke kunne finde papirerne og ikke kunne huske noget om sagen", desuagtet at han efter sidste syn ikke stillede yderligere krav eller mangelliste OG alle krav til skibet hermed måtte anses for at være opfyldt.
5. At Ivan Brink Nielsen under allehånde påskud og undskyldninger ikke kommer til aftalt syn, ved enten at udeblive eller aflyse, samt efter talrige henvendelser ikke vil aflægge besøg på skibet.”
Det fremgår ikke af dagbogen, hvem denne klage skal rettes til, men der er vedlagt to underskrevne vidneudsagn, et af Jens Henrik Timm Andersen og et af Kim Posselte Mogensen. Den sidste underskriver sig “skipper KIVIOQ”.
Lægen giver op
Fra årene 1979-81 foreligger der en ret stor bunke kvitteringer fra skibsværfter, handelshuse og reservedelsværksteder. De mange dokumenter vidner om, at lægen virkelig har lagt sig i selen for at efterkomme alle krav fra den nu så nidkære skibsinspektør.
I 1984 er Ivan Brink ude af billedet som skibsinspektør, og KIVIOQ kommer endelig til syn. Men nu er lægens tålmodighed nok løbet tør. Samme år sætter han skibet til salg med en forventet købesum på 250.000 kroner. (5)
I følge Skibsregistret går der dog yderligere tæt på tre år, før skibet er afhændet. Køberen er en Carsten Wernebo, som dog umiddelbart efter købet forlader Nuuk og rejser hjem til København.
De næste to år ligger KIVIOQ fortøjet i Nuuk Havn, hvor det formentlig under et højvande bliver trukket eller presset undervands af sine egne fortøjninger.
Ikke nok med det. Et naboskib går også ned og lægger sig oven på KIVIOQ.
En dansk skolelærer, som har haft sit virke på Grønland i mange år, genkender under et besøg i Nuuk Havn Knud Rasmussens gamle kutter, selvom kun lidt af masten stikker op over vandoverfladen. I næste kapitel beskriver han sin rædsel over fundet.